Udstilling. En af de største kriminalsager i efterkrigstidens Tyskland er kommet på museum i Slesvig, hvor den kan udforskes de kommende to år. Man troede, "Die Banklady" var en femme fatale. Men hun var blot en grå mus, der blev til en koldblodig forbryder.
SLESVIG. Hun var en grå mus, der ikke gjorde meget væsen af sig selv. Stille og vel nærmest lidt kedelig - troede hendes kolleger i tapetforretningen i Hamborg.
Kollegerne fik et chok, da de så ansigtet i alle de store aviser: Gisela Werler - den første kvindelige bankrøver i den tyske kriminalhistorie.
Året var 1967. Hun og hendes kumpan, Hermann W., havde været jaget af kriminalpolitiet i snart tre år. Efter 19 væbnede bankrøverier og et udbytte på over 400.000 D-mark (svarer vel i dag til et par millioner euro), var det stadig ikke lykkedes kriminalpolitiet blot at få antydningen af et spor.
"Die Banklady" havde givet aviserne den ene kioskbasker efter den anden. Øjenvidner fra bankrøverierne i Holsten tegnede et billede af en femme fatale: Hun var elegant klædt med blond paryk, laber sminket, bar smarte solbriller og havde en revolver i hånden.
Men da al denne fernis blev taget af Gisela Werler, og politiet fotograferede hende til forbryderregistret, fik den almindelige avislæser et lige så stort et chok, som kollegerne i tapetforretningen. Det var ingen femme fatale, der kom på anklagebænken, men blot hende, der havde været den stille pige i klassen.
En forbryders dagligstue
De to unge ledere af Volkskunde Museum i Slesvig, Carsten Fleischhauer og Guntram Turkowski, har gravet sig ned i en af efterkrigstidens mest spændende kriminalsager i Tyskland.
Det er der nu kommet en udstiling ud af - en udstilling, der viser det maskingevær og den revolver, som "Die Bankfrau" bevæbnede sig med i selskab med Hermann W.
Udstillingen viser også en rekonstruktion af den sparekasse i Bad Segeberg, hvor de i december 1967 begik deres sidste røveri. Her er indrettet et politikontor, som det så ud i midten af 1960erne. Man kan træde ind i Gisela Werlers småborgerlige dagligstue og sågar soveværelse, som det så ud, efter at hun havde fået bedre råd til at forsøde tilværelsen for sig selv.
Der er fotos fra forbryderalbummet, som Kripo i Itzehoe tog af hende. Og små fjernsynsskærme, der viser klip fra datidens nyhedsudsendelser på tv og et interview, der blev lavet med Gisela Werler og Hermann W. i 1999, fire år før hun døde.
En spændende udstilling - men også med en indbygget fare, erkender Carsten Fleischhauer og Guntram Turkowski:
- Der kan let opstå en idealisering, når man viser en så utraditionel udstilling med forbrydere. Det hele kan komme til at virke mere eller mindre uskyldigt, når det er så mange år siden, og når man på et tv-klip fra 1999 ser Gisela Werler sidde i sin lejlighed i Hamborg som ældre dame, stille og høflig, som hun var. Det vil vi gerne imødegå ved også at lade ofrene kommer til orde, siger de to.
Ombyggede maskingevær
For ofre var der. "Gentleman-gangsteren", som Hermann W. blev kaldt, affyrede fire skud med sit maskingevær - en amerikansk Thompson-MP fra Anden Verdenskrig, en sag, som var udgået af produktion og derfor kun blev solgt som dekoration. I sit kælderværksted lykkedes det dog den udlærte smed Hermann W. at bygge den om, så patronmagasinen atter kunne skarplades.
En døde, tre blev såret, og de bankansatte, det gik ud over i de 19 røverier, levede med traumer i mange år bagefter.
Blev gjort til folkehelt
Samtiden fremstillede også de to i en ofte meget uskyldig tone. En kvindelige bankrøver - sådan noget havde man endnu aldrig oplevet. I Berlin, Frankfurt, München og Stuttgart trak fjernseere og avislæsere lidt på smilebåndet af historien - der altid blev krydret med, at denne Banklady skulle se temmelig godt ud.
Karikaturtegnerne afbildede bankrøverierne i Slesvig-Holsten med en ironisk undertone: Herregud, det var da også lidt spøjst det, der foregik deroppe i Slesvig-Holsten...
Men en af de bankansatte følte sig såret over den ironiske distance, pressen havde til historierne.
- Det generede mig virkelig, at det blot blev fremstillet på en humoristisk facon. For os var det bestemt ikke humor. Gisela Werler var en forbryder, men hun blev gjort til en slags folkehelt, siger Otto Hoge, der var en af dem, der fik revolveren for brystet. Otto Hoge oplevede også lange minutter med dødsangst - noget, som han i årene efter måtte kæmpe med. Det var før, der var noget, der hed krisepsykologer.
Den ironiske distance smittede også af på politiets efterforskning. Der blev udsat en dusør på 16.000 D-mark til den, der kunne give det afgørende tip - rigtigt mange penge dengang.
- Men vi fik aldrig noget spor at gå efter fra offentligheden. Der herskede en generel beundring for Die Banklady, og det gjorde helt klart vor efterforskning mere besværlig, siger den tidligere kriminalbetjent Ernst Gerkens, der havde ansvaret for efterforskningen.
- Der var åbenbart mange, der tænkte: Det er en modig dame, hende udleverer vi sørme ikke, siger Ernst Gerkens.
Haltede bagefter
I det hele taget haltede samfundet slemt bagefter i kampen mod bankrøvere. Overvågningskameraer og sikkerhedssystemer fandtes ikke. Og politibetjentene på landet havde kun sjældent en politibil. Havde de én, var det ofte en lille Folkevogn, der slet ikke kunne følge med de hurtigere biler, bankrøverne for det meste havde stjålet.
Da Hermann W. for 40 år siden blev spurgt om, hvorfor de begik bankrøverierne, svarede han lakonisk:
- Fordi det var så nemt!
Men "Die Banklady" og Hermann W. havde også andre grunde - uden at de kan retfærdiggøre deres handlinger. Gisela Werler voksede op under meget fattige kår i Hamborg og blev med 1960ernes Wirtschaftswunder præsenteret for en masse luksus, hun aldrig havde haft råd til. Hermann W. var taxa-mand og havde oparbejdet en ikke ubetydelig gæld.
Efter to måneders retsforhandlinger blev dommen forkyndt: "Die Banklady" fik niethalvt års fængsel, Hermann W. fik trettenethalvt års fængsel - men nåede forinden at fri til sin kvindelige kumpan i retssalen, mens der blev forhandlet. Et offentligt skuespil, der gik rent ind hos medierne.
I et interview kort før sin død fortalte Gisela Werler, hvor hendes berygtede koldblodighed kom fra. Hun nød magtspillet, når hun trådte ind i en bank for at tømme kasserne.
- Jeg mærkede jo, at de ansatte var frygteligt bange, og at de havde dødsangst. Når de så en revolver, var de lammet. Og fra det øjeblik havde man ikke selv angst længere. Så var man lige pludselig den, der stod ovenpå.
Die Banklady - udstilling på Volkskunde Museum i Slesvig. Varer til oktober 2009.
Sådan blev de knaldet
SLESVIG. Alt var timet og tilrettelagt, som Egon Olsen vile have sagt det.
Før hvert bankrøveri havde "die Banklady" været inde i filialen for at indløse en check eller veksle rejsevaluta. Studere arbejdsgangene, se de ansatte an og måle flugtafstandene.
Den 10. marts 1966 klokken 11 var for eksempel ikke et tilfældigt valgt tidspunkt. Samtidig med, at fjernsynet sendte det royale bryllup mellem den hollandkse kronprinsesse Beatrix og tyske prins Claus direkte, gik "die Banklady" og "Hermann W." løs på en sparekassefilial i Hamburg-Billstedt.
Gaderne var mennesketomme. At slippe væk var så nemt som at klø sig bagi. Som altid flygtede de to bankrøvere i en stjålet bil, der havde de nødvendige hestekræfter, og hoppede så på et tidspunkt over i Peter W.s taxa, hvor der var indbygget et lille gemmested til forklædning, våben og udbytte. Derefter så det ud som om, "die Banklady" blot var almindelig taxa-passager med Hermann W. som chauffør.
Men i december 1967 stoppede festen for de to.
"Die Banklady" og Hermann W. begik den fejl at overfalde Kreissparkasse i Bad Segeberg - for tredje gang. Det lykkedes de ansatte i sparekassen at trække tiden ud og alarmere politiet. Gisela Werler og Hermann W. slap væk. Men da de skulle krydse en jernbaneoverskæring, gik bommene ned. De to bankrøvere måtte tage en flugtvej langs banen - og gik i politiets fælde.
Hermann W. hoppede ud af bilen og trykkede et skud af.
Det sagde "klik". Hans hjemmelavede magasin var faldet ud. Den lokale politimester, Heinz Otto var svineheldig.
